Ups?

(One of the reasons I blog is to keep up with my english writing. This one, however, is going to be in danish since I am dealing with a text written in my first language)

Miriam Meyer har fået en hård medfart på grund af en “artikel” skrevet på Ekstra Bladets modeblog. Når jeg sætter artikel i gåseøjne er det fordi jeg ser en klar forskel på et stykke arbejde lavet af en journalist og et indlæg på en blog. En forskel der kan være let at overse og som jeg syntes der bliver talt meget lidt om. Jeg tror at en af grundene til at Miriams artikel er blevet så dårligt modtaget er at den rummer nogle uheldige formuleringer og rammer en tone som en trænet skribent måske havde været i stand til at bevæge sig udenom.

Blogindlæget, “ugens modeskræmsel“, omhandler Sinead O’Connor, hendes spritnye bryllup og en blommefarvet kjole. Den handler også om at Sinead ligner en mand. En grim mand. Eller en grim kvinde der ligner en mand? Det er faktisk ikke helt let at sætte en finger på hvad det er der gør at jeg reagerer på artiklens indhold. Homotropolis tager bolden op og har citeret mig for en kommentar jeg skrev på Facebook om at det var et “meget mislykket forsøg på grov humor”.  Jeg skrev også følgende:

“Jeg mener i øvrigt heller ikke at det er i orden at skrive noget der er stødende og så slutte af med at skrive at det bestemt ikke er ment sådan. En “disclaimer” er ikke en magisk formular man kan hæfte bag på en udtalelse så man slipper for at tænke sig om inden man taster løs… og hvis man syntes der er brug for en sådan bør man nok overveje sit indhold en ekstra gang.”

Faktisk er det først når man når til Miriams “disclaimer” at kæden springer af, i hvert fald for mig. Det skyldes to ting:

  1. Som min kommentar ovenfor siger så er en undskyldning efter man har skrevet noget langt fra lige så godt som at lade være med at skrive det i første omgang. Som min veninde Liselle sagde: “det er en slags verbal, eller skriftlig, helle”.
  2. Det handlede ikke om transseksualitet før Miriam sagde at det ikke var ment som en kritik af transseksuelle.

Lige så snart Miriam har fortalt mig det bliver mit billede af blogindlæget ændret. Sammenhængen bliver til: Kvinde der ligner mand = grim = transseksuel.

Derudover bryder jeg mig grundlæggende ikke om det dumsmarte blogindlæg. Selv uden at trampe i det ømme emne der er transseksualitet samt hvad der er mandligt og hvad der er kvindeligt så syntes jeg at der ligges en afstumpet holdning for dagen. Sineads krop ligges for skam og det beskrives som en hån at hun har fået tatoveret Jesus på den. Ej heller er hun værdig til at stille sig op nær “modeikonet” Deborah Harry og til sidst skal vi alle have medlidenhed med den stakkels kjole (som er fra Herve Leger og ville se godt ud på en ordentlig krop). Det er stærke ord og når man graver ned i det er budskabet egentlig ikke andet end at Sinead O’Connor ikke længere er ung, smuk og fit. Grunden til at jeg aldrig har dyrket “mode” er mest at jeg altid syntes det i sidste ende kun handler om modeller og folk der bestræber sig på at ligne dem. Som Chicks On Speed siger: “fashion is for fashion people”.

At det så er skrevet som en morsomhed (her løber Miriam ind i legehuset og råber “HELLE!”) gør ikke den store forskel for mig. Jeg syntes stadig det er en ucharmerende ytring som burde være forblevet en kladde på Miriams bærbare.

Miriam kommenterer senere til Homotropolis at hun syntes det er “ærgerligt” at folk har opfattet det som et angreb på transseksuelle og jeg er sikker på at hun ikke har ment det sådan. Men som jeg har skrevet længere oppe så er det altså sådan det kommer til at fremstå, Miriam bringer selv det transseksuelle kort i spil. Den klassiske “jeg har venner der er transseksuelle” er lidet relevant for det er egentlig ikke det at være transfobisk eller generelt et dårligt menneske som Miriam anklages for. Hun er bare kommet til at skrive noget er faldet ved siden af og ramte et ømt sted.

Hvis jeg har lært noget af at få en masse mennesker der studerer kønsteori og lignende emner ind i min omgangskreds så er det at man må se nogle af sine mest indgroede vaner og holdninger i sømmene hvis man stræber efter at undgå at komme til at opføre sig “uheldigt” fra tid til anden. Vi kan godt lide at tro at vi her i vores meget progressive Danmark har løst knuden op, at alle er lige og at vi altid optræder respektfuldt og velovervejet. Det er ikke altid tilfældet og det mest elegante man kan gøre er at lytte når nogen gør en opmærksom på at man har trådt forkert, spørge til hvorfor og så sige pænt undskyld.

Miriam vælger at svare med: “det ærgrer mig, at nogle læsere har opfattet artiklen som et angreb på transseksuelle” og det kan ærgre mig. Jeg aldrig brudt mig om det greb hvor man vender sagen om og fortæller en forurettet person at det da er synd at de har det sådan. Det er igen at lede efter helle. Miriam vil hellere gøre det til de andres problem end hun vil indrømme at hendes blogindlæg kunne have været stødende. I stedet vil hun hellere pointere hvordan hun “hylder ligestilling” og “holder meget af forskellighed”. Det havde hun ikke behøvet at sige direkte. Hun kunne i stedet have vist det ved at være lidt ydmyg og anerkende at selvom man er en fin person så kan man godt komme til at skrive noget der ikke er det.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s